Sølvmedaljen

Mine ben bevæger sig, uden jeg egentlig ved, hvad jeg laver. Mine arme følger på en eller anden måde med, og jeg lukker øjnene, og nyder dette øjeblik. Alkoholen i mit blod pumper sig rundt, og jeg drejer hurtigt rundt. Jeg tager et skridt tilbage, og det andet ben frem, hopper og skrifter position. Det er svært, og umuligt for andre at følge med. Det er mit tempo, min musik, mine dansetrin.

Jeg har altid sagt, at når mine børn kan gå, skal de begynde at danse. De skal føle musikken i deres kroppe, som jeg, deres mor, føler det. De skal lytte til de smukke takter og følge dem, med deres fødder, hofter, overkroppe, arme, hoveder og hjerter. Jeg vil have dem til at mærke bassen, trommerne, alle de surrealistiske lyde, der kommet fra en alt fed computer, alle mennesker inderligt gerne ville eje!

Det er skønt, at kunne mærke musikken flyde ud gennem min krop. Det ser ikke altid ud som noget, jeg burde gøre, og nogle gange ligner jeg en fordrukken mongol i en kørestol, men gør det noget, så længe jeg ved, jeg fyrer den maks af?

Jeg ved de blinde øjne stirrer blankt på mig, med et tomt og intet sigende blik. De er lige glade med mig og mine følelser, med mindre jeg viser dem fuldendt i min dans.
De slår på mine arme, sparker til mine ben, ryster mit hoved og stopper mit hjerte, men rytmerne trækker mig hurtigt op igen. De får mine ben til at sparke dem, får mine arme til at slå, mit hoved til at stå stille og får mit hjerte til at hamre som en alt for høj tromme, ud i hele rummet. De får mig til at flyve. Flyve på adrenalinen, den høje musik giver mig, og det gør mig så høj, at jeg ved, det er det hele værd.

Musikken stopper brat, og puplikum klapper af mig. Jeg ved, jeg gjorde noget forkert, men jeg bukker stolt, og går med rejst pande fra scenen, i mine alt for store bukser og min druknende trøje. Jeg sveder som en hest, der lige har været ude og trave, eller som to elskende, der lige har dyrket sex i timevis.

Tillykke, siger han, og rækker mig medaljen, mens jeg kommer gående hen mod ham, med truende øjne og et smil på læben. Jeg er langt fra tilfreds, men det var, hvad denne dag kunne byde på.

Kom hjem

"They say when you are missing someone that they are probably feeling the same, but I don't think it's possible for you to miss me as much as I'm missing you right now" citat: Edna St. Vincent Millay.

Kun fordi det hele føles så uvirkeligt, forvirrer det mig endnu mere, end det teknisk set burde.

Du forvirrer mig.

Det ville ikke overraske mig, hvis jeg kunne skrige dit navn, uden du ville vende dit smukke ansigt, og kigge på mig, mens jeg tilbad dig, græd over dig, snakkede til dig eller bare hviskede hvor højt jeg elsker dig.

Hvis jeg kunne tage din opmærksomhed i hånden, ville jeg langsomt og tungt vandre på det våde sand og lytte til vandet, som sammen med mine tårer, ville fortælle hvordan jeg har det lige nu.

Jeg går ikke et skridt uden dig - hvilket gør mig til efterfølgeren, og ikke det skønne vedhæng ved din side. Jeg ville være hjertet omkring din hals på snoren, jeg ville være diamanten på din ring, din maling på dine vægge og dine krykker, til når du faldt, men du tillader det ikke - jeg tillader det ikke.

Du forvirrer mig.

Jeg græder, jeg skriger og jeg sover uroligt, kun på grund af dig, og ingen anden. Jeg bliver et eller andet sted fuldstændig tosset på mig selv over, at jeg stadig ses med dig, når du er sådan som du nu engang er blevet.

Jeg ved, at langt nok inde, kan jeg finde dit lille hjerte, og grave dybt og hårdt ind i det, og derefter gennemsøge det - finde dine virkelige følelser i stedet for løgnene du fyrer af, finde dine virkelige handlinger, dine sande ord og finde ud af, hvem din kærlighed egentlig går til. Jeg ved ikke længere, om jeg burde tro på dig.

Du forvirrer mig.

Du flår mit tøj af, og tager alt for hårdt på mig, i den iskolde seng, og jeg har intet at sige, kan intet gøre. Jeg slukker forsigtigt, men hurtigt, lyset, for at være sikker på, du ikke ser mine tårer - du ville sikkert alligevel være lige glad.

Når du er blevet færdig, med hvad du følte for, vender jeg mig blot om på siden, og lader tårerne dryppe langsomt og lydløst ned på puden.

Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage dig med hjem.

Hjem, til hvor vi to høre til. Hvor ingen ville forvirrer dig, så jeg skulle lide under de smerter, det nu engang vil komme til at bringe mig. Hjem, til hvor vores kærlighed ville vokse, som den plejede at gøre.

Jeg er på vej hjem, og jeg beder til, at du en dag står ude foran min dør. Jeg venter på dig...

Min kærlighed

"You know you're in love when you can't fall asleep because reality is finally better than your dreams." Citat: Dr. Seuss.

Ak ja, den kærlighed. Vi drømmer alle om den, og tænk engang; prinsessen har faktisk en prins.

Jeg drømmer om blå øjne, der kigger på mig, mens jeg sover. Jeg drømmer om et skævt smil, der ikke kan andet, end at gøre mig glad. Jeg drømmer om en latter, der ikke er til at stå for, om en stemme, der fortæller og et hjerte, der lytter.

Jeg drømmer om kram, der får mine tynde og skrøbelige knogler til at stivne, om saftige kys og hed sex, der fører os sammen, og gør os til en og samme person, mens vores sveddråber og stønnen fletter sig sammen, og bliver til kærlighed.

At få en rose, der er mere rød end mit blod, og smukkere end en eventyrslignende prinsesse med langt lyst hår og lange, slanke ben - det er guld værd. Det redder hele dagen, og gør mig spændt og nervøs på samme tid. Den lille, alt for vidunderlige skabning, med verdens smukkeste hoved, lukker sikkert sine øjne og tænker tilbage på dens hjem, men jeg tilfredsstiller min næse ved at dufte til den, og smile over hele hovedet, af ren og skær lykke.

Jeg har igennem mit liv, efterhånden tit hørt sætningen: "Jeg er, den jeg er, og det kan ingen lave om på". Jeg er ganske uenig og ryster på hovedet, hver gang jeg hører sætningen - det er for mig bare et tydeligt tegn på, man ikke har været rigtigt forelsket. Hvis man er forelsket i en person, elsker man lige pludselig de samme film, ryger pludselig de samme cigaretter og lytter til samme musik - helt uden videre. Det er da et tegn på, man er ved at ændre sig, fordi kærligheden gør én skør, og sådan er det bare. Kærlighed er ikke til at kontrollere og ikke til at bebrejde. Kærlighed, er din og min kærlighed.

Han får mig til at smile, får mig til at græde og til at kaste ting ind i væggen. Han får mig til at grine, så mine tårer løber ned af min lyse hud, og får min krop til at ryste af gåsehud, på grund af hans skønhed. Han får mig til at savne, trods han ligger ved siden af mig, og får mig til at bide mig selv i læberne, for ikke at skrige hans navn. Jeg lytter endnu mere, når han fortæller - uanset hvad vores valgte emne er blevet til, og jeg fortæller mere, når han er i nærheden.

Jeg åbner mit hjerte langsomt, og døren knirker lige så fint, som i det gamle hus, for enden af vejen. Der mangler kun en sprække, før den er helt åben, og klar til at gå helt ind i. Dog er jeg altid på vagt, men lader tvivlen komme mig til gode.

Døren er altid åben - men kun for dig, min elskede.

Jalousi ødelægger alt

Dette citat er fra Prædikerens Bog 1,1 :

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endelig tomhed, alt er tomhed"

Hvis alt er tomhed, er dette så virkeligheden? Er jeg overhovedet virkelig?

I mange, mange år har jeg tænkt på, hvor vi en dag skal ende. Skal jeg ende som en lykkelig gammel kone, der dør af alderdom, med mine elskede børn og børnebørn ved min side, eller skal jeg dø alene i en kælder, mens jeg drikker den sidste, alt for varme tår, der er tilbage i det ulækre glas?

Jeg har en uheldbredelig trang til at lade alting flyde ud, som det er. Det er ikke en leg, at skulle være hemmelighedsfuld, og hele tiden kigge sig selv over skulderen, for at være sikker på, at folk ikke lytter, til éns alt for høje tanker.

Jeg har lyst til at plukke den blege hud af, vise mine inderste knogler frem og vandre hvileløst rundt med min sjæl i hånden. Jeg ville med stolthed og oprejst pande vise alle mine ar og ridser frem, i stedet for at skjule dem bag en alt for ynkelig facade.

*

Det undre mig, du skinner sådan. Du er sikkert en hemmelig drømmer, der ikke ved, hvad du skal gøre. Alligevel er du mere lys end solen selv, og smukkere end stjerne på himlen. Jeg er jaloux. Jeg ville inderligt ønske, jeg kunne rive dit hjerte ud, og sætte mit eget ind, så jeg kunne få din krop, og med glæde efterlade de ynkelige rester af min gamle, til dig, hvis du ikke døde undervejs.

Jeg ville med glæde bære rundt på dine byrder, hvis du overlod alle de andre godter til mig, som du har fanget på din rejse mod skønheden. Dine øjne, der har fundet visdom, din mave, der har fået synet af at være stram, og dine ih så smukke, lange, tynde ben, med det gyldne udseende.

*

Og endelig, ville jeg kunne bevise, jeg er den rette for lige præcis dig. Jeg ved, du ikke længere ville tvivle, med den skønhed, der nu drysser efter mig, som fe-støv fra min englevinger.

Du ville elske mig rigtigt nu. Du ville se rigtigt på mig nu, og kysse mig med så meget kærlighed, at du ville suge livet ud af mine læber, og give mig kvalme så snart du stoppede - kun fordi jeg ønskede at få mere.

Du ville rejse mig, hvis jeg faldt, og tage mine tunge skuldre og bytte ud med dine egne.

*

Jeg hader, jeg ikke kan slå dig ihjel. Jeg hader, du kom hertil. Jeg hader dig, hader dit udseende, som jeg så meget brænder efter selv at få, hader dit sprog, der lyder så smukt, når dine toner udbryder fra din alt for smukke mund. Jeg fucking hader dig.

Ventetid

Jeg er ved at være godt udkørt, af at se på alle de falske smil, og høre de ubarmhjertige stemmer, der flyder omkring mig og mit rædsomme hoved. Jeg har lyst til at hviske, de skal være stille, og lade mig selv synke længere og længere ned mod havets bund, så jeg kan høre de usynlige havfruer synge, og mærke deres kærtegn på min blege krop.

Jeg vil synge med de flyvende feer, og kigge roligt på de sovende børn. Spille vuggeviser og danse til den larmende bass, der pumper mit blod frem og tilbage. Lade tonerne svæve langsomt og hårdt rundt i kroppen, dernæst lade dem forvirrer hver en tanke, og distrahere hver en bekymring.

Når støvet fra mine fe-vinger er forsvundet, og der ikke er mere at finde, vil jeg roligt og kærligt kalde på englene, som ville dvale ned til mig, og fylde mig med rene celler, uden nogen form for misundelse, had, stoffer, alkohol. De ville fylde mig med rene, hvide tanker og et kærligt sind.
Først der, ville jeg kunne lette forsigtigt fra jordens kolde overflade, og lade mine beskidte fødder tørre på vejen op til der, hvor alt kan lade sig gøre.

Alt dette sker først, når de falske smil og klamme stemmer, der flyver rundt omkring jorden, med deres løgne og deres rygter, som alle folk tror på, fordi deres naive instinkt langsomt har overtaget hele deres fornuft, og kun efterladt tomme sjæle, der kun tror på hvad løgnen fortæller dem - først når de er forsvundet, kan jeg trække vejret under vand, synge med feer, danse til musikken indeni, og flyve stille opad.

Jeg venter med mit rolige sind, på dagen derpå - jeg tror på, den kommer.

Definition

"You're a song written by the hands of god" - Shakria.

Jeg svor, jeg ville lave min egen definition på, hvad jeg mener er kærlighed, og jeg har i et par dage nu gået og grublet over, hvad jeg ville skrive og hvordan jeg ville kunne forklare det med ord.

Alligevel har det et eller andet sted været meget nemt, for jeg ved hvad jeg forbinder med kærlighed, og hvad jeg ser som ondskabfuldt og modbydeligt.

Ægte venner og veninder er for mig kærlighed. Jeg kan personligt mærke, at de er ægte, når jeg ved, jeg kan fortælle dem hvordan jeg virkelig har det, og ikke bare have den normale facade på, som de fleste unge mennesker går med - med mindre det selvfølgelig er de der "hør-mig/se-mig" typer.

Jeg har, for at være ærlig, ikke særlig mange ægte venner og veninder, men hvorfor have mange dårlige, når man kan have få gode?

Mine ægte veninder og venner er der ikke tvivl om. Jeg har valgt at vælge tre af dem ud:

Der er Tina og Jørgen, min bedste veninde og bedste ven. De kan altid få mig til at grine, selvom jeg er ked af det, og jeg har det altid sjovt, når vi er sammen. Tina er typen, der altid er glad, og det smitter selvfølgelig af på mig, når vi er sammen. Vi kan snakke både seriøst og useriøst. Man er altid tryg, når man er sammen med Tina, og man kan ikke andet end at elske hende! Jørgen er underholdende og seriøs - begge dele er en dejlig ting at være god til. Han er min personlige google, og jeg bruger ham tit, hvis jeg skal have svar på noget, jeg ikke er sikker på.

Så er der Mette, som jeg lærte at kende engang sidste år, da vi kom på skole sammen. Mette er en helt fantastisk person, og jeg ved, jeg kan fortælle hende alt mellem himmel og jord, og hun lytter og giver mig råd, hvis det er det, jeg har brug for. Hun får mig til at grine af hendes ordvalg, og får mig tit til at blive en smugle forlegen, når hun roser mit arbejde (om det er i skolen, blog-skrivning eller what ever)

Kærlighed er for mig blomster og farver. Det er ikke alle, der kan forstå min kærlighed for disse to ting - men jeg ser det ganske enkelt: Prøv at kig ud af vinduet, og se på alle de forskellige farver, jorden har. Se på de forskellige blomster, og lad dem komme helt ind i øjnene, og sprede deres små frø - de bliver der for evigt, når de er kommet ind.

Farver udstråler humør, tanker, liv, død. Du kan se på en mørke grøn farve, og vælge at se på den, som den triste mørke farve, som døden langsomt trækker efter sig. Eller du kan vælge, at se den som den dejlige, nyslået sommer-græs, som dufter så skønt- dog en lidelse for os allergigere.

Kærlighed er kærester. Her vil jeg som det første tænke på min dejlige Peter. Hans øjne får mig til at forsvinde langsomt ind i en anden verden, som jeg ikke er vant til. Han er min prince charming. Hans humør er skønt, og hans latter er endnu bedre. Til tider er den så grim, at man ikke kan andet end at holde af den.

Han tror på mig, og får mig til at føle, jeg er noget specielt, og ikke bare Lærke, men en helt anden.

Kærlighed er liv og musik. Har du nogensinde lyttet til et barns latter, og bare lukket øjnene og tænkt, at det var noget af det smukkeste, du har hørt? - prøv.

At skabe liv er en fantastisk ting, men det er endnu mere eventyragtigt, selv at leve det. Man bliver såret, ja, men man skal nok komme over det - før eller siden!

Man bliver glad, og kan ikke modstå at grine eller smile. Man dyrker sex med folk man holder af (eller bare fordi man har lyst), ryger hash, fordi man er ung og dum, drikker sig fuld, så man smider hæmningerne, danser og synger, ikke fordi man er god til det, men fordi man føler for det. Man hører musik og lader tonerne tegne sig gennem hovedet og komme ud igen, hvorefter man er blevet tilfredsstillet psykisk.

Kærlighed er kærlighed, fordi jeg ikke kan undvære, ikke vil undvære det - kan du?

Kærlighed - kan du give mig en definition?

Jeg har altid været fascineret af kærligheden og dens livlige følelser, der bobler som rystet sodavand i kroppen.

I sekunder kan man hade, græde og være skuffet helt ind til de inderste knogler, mens man sekundet efter bliver kysset, og alt bliver godt igen. Det kys, betyder alt mellem himmel og jord, når tårer løber ned af kinderne, og kærligheden får dem til at stoppe, og bliver udskiftet med en duft af røde roser og chokolade.

At kunne sige "jeg elsker dig" er for mig, en utrolig stor ting. Jeg siger det til min lillesøster, mens jeg frygter hendes ældning mod teenage-årene, da mine har været en stor kamp, og frygter derfor det samme for hendes.

Jeg siger det til mine dejlige veninder; Tina, Mette, Nadine og Sine - men kun fordi jeg ved, de er der for mig, når jeg har brug for det.

Specielt Mette har i den seneste tid lyttet meget til mine historier og fortællinger, om det så har været fjollerier eller seriøse ting, der bagefter blev taget til endnu en overvejelse, fordi de ting der er blevet sagt, kan vendes og drejes på forskellige måder.

Det er ikke let for mig, bare at kunne elske en person - og dernæst sige det. Jeg elsker først, når jeg har tillid. Det kan tage et par uger, lige så let, som det kan tage år. Men tillid til drenge (for mit vedkommende) er altid sværrest, fordi jeg ved, hvor let man kan blive såret, i forhold til love stories.

Dog har jeg begivet mig ud, at jeg vil lave min definition på, hvad jeg mener er kærlighed - og jeg laver den i et nyt indlæg så snart jeg har tid!

Haters make me famous

Ak ja, vi har vel alle gået i sjette klasse, men at fryse sig fast i den alder, er grotesk.

Nogle piger fast fryser sig i en frygtelig alder, hvor alt kun handler om to ting; drenge og sladder.

Jeg personligt, ville aldrig nogensinde kunne basere mit liv på de to ting. I mit liv skal der indgå masser af kærlighed og sociale omgivelser, med musik, fest og farver.

At bruge sin hverdag på at sladre om alle andre, og have ondt i røven over "de og de" piger, er for mig lige gyldighed. Jeg synes det er svinsk, at gå at sladre om alle andre, inklusiv éns vennekreds. Bare tanken om, at man har mere travlt med andres liv, end man har om sit eget, kunne få mig til at vælte omkuld, i håbet om at gøre bare et lille indtryk på denne lille, forskruede verden.

Sladder og rygter er noget vi langelændere kender utrolig meget til. Her kan man ikke gå uden for døren, uden alle i hele byen ved det, og der skal ikke meget til, før resten af øen ved det også.

Hvis du er til fest, og du kysser med en eller anden total random person, ved alle det dagen efter - hvis ikke bare et par timer efter. Jeg synes det er umodent og unaturligt, ikke at skulle leve livet på en sky, hvor man kan flyve lidt frem og tilbage, og opleve smerte og glæde i livet, men leve på den måde, at man lever, uden at leve, fordi man bygger livet på andres liv.

Jeg har lyst til at liste mig ind i hovederne på folket, og stille, men smertefuldt, hviske i deres alt for nysgerrige ører, at de skal være stille: Derefter ville jeg være gift i deres blod, som hurtigt spreder sig, og kvæler alt luft, så der til sidst intet er at leve for længere - hvis der overhovedet er noget at leve for nu.

Jeg ville spille en vuggevise, og langsomt synge dem i søvn, så deres indre kunne falde til ro, og være den de virkelig er, i deres drømme.

Man kommer ingen vegne med sladder - man bliver ikke rig, man bliver ikke lykkelig, ikk glad, tynd, tyk, sjov, klog ... Man kommer ingen steder, men fast fryser sig selv, fordi man ikke længere tænker på én selv, men på alle andre.

Lev livet, i stedet for at leve på, hvad andre har gang i; det er ynkeligt.

Tanker

Hvis jeg kunne, levede jeg livet via. mine egne følelser og intentioner, i stedet for hele tiden, at skulle tilfredsstille alle andre end mig selv og mine menneskelige behov.

Det er svært at være "fucking perfect" (citat; pink), når folk skal være med til at skabe den person, man nu engang er blevet til. Jeg har lyst til at grine og græde på samme tid, ved tanken om, hvor let påvirkelige vi mennesker er - og specielt os piger: Hvis vores veninder eller venner (i det hele taget bare nære mennesker) er i dårligt humør, smitter det af på os, og det kommer til at have konsekvenser for vores handlinger. Vi kan selv blive i dårligt humør, hvis en person, der står os nær, er trist, blot fordi følelserne påvirker os, og går over i vores kroppe i stedet for.

Jeg snakkede for en uges tid siden, med en af mine få veninder, om hendes kæreste. Hun var lykkelig, strålede af glæde, og fortalte med lys i øjnene om hvor dejlig hendes weekend med kæresten havde været, og hvor glad hun var for ham. Jeg synes det var så sødt, at jeg tog bussen hjem fra skole med et smil, simpelthen fordi hun havde påvirket mit humør så meget.

Jeg ville ønske, jeg kunne leve livet på min måde. Elske de personer jeg har lyst til at elske, og ikke blive svinet til, fordi jeg snakker med "de og de personer" som nogle af mine venner ikke bryder sig om.

Hvis jeg kunne leve som jeg ville, var jeg uden tvivl den største hippie! Jeg ville leve livet uden sko og i farvede skjorter, ryge hash og plukke store buketter af de smukkeste blomster. Jeg ville cykle hele Langeland rundt og synge alt hvad jeg kunne, og være mere end lige glad med, hvad folk tænkte. Jeg ville tilbede kakao bønnerne og drikke kaffe - ikke fordi jeg kan lide det, jeg hader det faktisk, men kun fordi, jeg ville gøre noget, jeg ikke gør normalt.

Derudover, ville jeg leve livet med mine elskede, og ikke bruge tiden på skole, lektier og folk jeg ærlig talt ikke bryder mig om. Jeg ville bade nøgen i havet og være lige glad med, jeg vejer de par kg. for meget, som jeg altid går og er lidt for sur over, og dernæst dyrke sex, som var jeg en kanin.

Hvis jeg kunne, levede jeg livet som en treårig ville gøre det; alt er en leg, og uden nogen hensigt på at kigge længere ud i fremtiden, ville jeg blive stående et øjeblik og nyde stilheden på det kolde sand, mens bølgerne langsomt og ømt svømmede ind mod breden, og ned på mine fødder. Jeg ville nyde lige præcis dét øjeblik, og ikke tænke på, hvad dagen i morgen ville bringe. Bare stå, og kigge ud på vandet, uden rigtig at tænke på noget, hvorefter jeg ville tænde mig en cigaret, og mærke hvordan røgen ville svæve rundt i mine lunger, hvorefter det bliver pustet ud i smukke røgringe, og blive forenet med den friske, lette brise.

Hvis jeg kunne...

Livets spil

Forelskelse, en fantastisk, men smertefuld følelse.

Som ny-forelsket, kan man slet ikke få nok af søde sms'er, lange samtaler i mobilen og en følelse af, man bare vil være sammen med den ene person konstant!

Jeg personligt, ved intet bedre, og jeg ærger mig i lange stimer over, at den følelse ikke er udødelig. Vores sommerfugle i maven, er ligesom sne, regn og menneskeliv: Det er kommet, for at forsvinde igen, desværre, ikke for at blive.

Som forelsket kan man grine og græde samtidigt. Man kan savne personen så inderligt meget, selvom man lige har sendt dem med toget/bussen/you name it. Det er for mig bare et tegn på, at det er noget, man burde holde fast i, eller nyde det, så længe det varer.

Jeg er desværre den besværlige type, der nemt keder sig i et forhold. Lige så snart det er seriøst, og alt ikke længere er et spil, hvor man virkelig skal holde sine kort på hånden, og ikke smide dem ud i vandet, hvor de dér kan ligge og flyde rundt.

Jeg fik engang et spørgsmål, der lyder: "Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad skulle det så være?" og i starten tænkte jeg (som enhver pige nok ville tænke) på min krop, og hvor meget, jeg gerne ville have ændret stort set alt. "Jeg ville have en stram mave. Ej, jeg ville have en mindre røv.. Ej vent, jeg ville have tyndere lår.." - og da jeg blev færdig med at diskutere med mig selv om, hvad der var slemmest, og jeg fik svaret på spørgsmålet, gik det bagefter op for mig, hvor åndssvagt det svar var.. Hvis jeg virkelig kunne ændre noget ved mig selv, så ville jeg fjerne lysten til hele tiden at skulle undeholdes, og have livet til at være et spil, og ikke et liv som sådan.

Lige så snart noget er normalt, som et forhold f.eks., så føler jeg mig tryg i starten, men med tiden, bliver de søde sms'er trælse, de lange samtaler tavse og vores kys lige gyldige. Jeg kan blive irriteret over, at vågne til en kærligheds erklæring, fordi det nu bare er blevet "hverdag". Specielt fordi, der ofte ikke længere er noget at kæmpe for, når man er blevet officielt kærester. Jeg synes det er trist og sølle, at mennesker - inklusiv mig selv - skal opfører sig så barnligt og grimt - og det aller værste ved det hele er, at vi faktisk sårer vores omgivelser. Det gør ikke kun ondt på vores nuværende eks-kærester, men også på familierne vi har, som vi (måske) er blevet knyttet til, men også vores nye bekendte, og måske vores nye venner.

Livet er ikke et spil, men folk som mig, kan ikke acceptere det, og gør alt for, at alt skal være nyt og spændende hele tiden.

Som ny-forelsket, er livet hårdt, spændende og sjovt - hold fast i det, mens du har det; husk, dine sommerfugle også skal dø en dag.

Følelser

Jeg hørte engang udtrykket: "love you like i've never been hurt before" og det fik mig virkelig til at gruble over, om man egentlig kunne føle sådan i virkeligheden, eller om det bare var det typiske amerikanske "eventyrliv", de lever derovre.

I løbet af ens liv, vil man uden tvivl komme til at møde mennesker, der vil gøre én glad, og mennesker, der knuser éns hjerte, får en til at græde og føle smerte, og får en til at grine, uden der egentlig er noget, at grine af.

Følelser er ligesom et puslespil med 5000 brikker - man ved aldrig rigtig hvilken brik man skal spille med først, og hvis man kommer til at skubbe til brikkerne, går det hele måske i stykker, og det tager tid, før man gider starte forfra, fordi man ved, det kan gå galt igen.

Folk siger altid: "jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage", og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville det, hvis jeg kunne. Selvfølgelig er der ting her i livet, man fortryder, og man inderligt gerne ville lave om - og dog! Hvis man virkelig kunne lave det om, så havde man aldrig oplevet det, man oplever nu. Man lærer aldrig at sørge og hele sig selv, hvis man ikke fejler, og oplever traumatiske sager. Man lærer ikke, hvordan man tackler døden, og dens følger, og hvis man bare bliver ved med at spole tiden tilbage, bliver livet så ikke bare kedeligt og ensformet? Man vil blive en levende død, og derved aldrig rigtigt komme til at opleve noget, for lige så snart, der sker noget slemt, vil man spole tiden tilbage, gøre det om, og rende rundt i en endeløs cirkel.

Hvis jeg kunne elske et menneske, og ikke være bange for at sørge og miste, så ville jeg i sandhed elske, som hvis jeg aldrig var blevet såret før. Jeg tror desværre ikke på de der kærligheds historier, før det er bevist, men jeg håber inderligt, der en dag kommer en pige hen til mig og siger, at hun er begyndt at elske fuldt ud igen.

Man siger, man har "en bedre halvdel", et eller andet sted i verden.... -Jeg venter spændt på min.

Forvirring

Hun ved, han vil det samme som hende, men de andre forhindre det, og lader hende stå i den kolde regn, som hårdt banker mod hendes alt for lyse, smukke hud. Lyset fra lygtepælen stråler ned på hende, og hendes fordrukne blik giver en evig stirren af de folk, der koldt går forbi hende. De ryster på hovedet, og kigger ned af hendes ulækre tøj, der drypper voldsomt. De dømmer hendes lyse ansigt, hendes sorte hår og hendes brune øjne. Hun vil ikke stoppe med at elske ham, trods det, de andre siger.

Hun skruer højere op, lader tiden blive kvalt af musikkens klang, som er fyldt med skrig og hårde ord. De tror ikke på, hvad hun siger, trods hun er sandheden selv. De lader hende stå og ryste, og hun begynder langsomt og smertefuldt at bevæge armene op mod ansigtet, for at vaske smerten væk, som følges så smukt og trit med den klamme make up og det halv størknede blod på hendes læbe. Regnen tvinger hendes tænder til at larme, højere op for musikken.

Klokken slår, og lygtenpælens lys blinker, kæmper, for at blive ved med at stråle ned på hende, men det er for sent. Livet er blevet mast, som hårde stød, ud af den, og har ingen intentioner om at vende tilbage, før natten igen venter med det lumske smil og den ondskabsfulde latter.

Bassen pumper i hendes blod, og får læben til hæve endnu mere. Hun slikker blodet af, smager jernen, synker og vender sig hurtigt. Hun tåler ikke smagen af hans uimodståelige sødme, som smager så surt og klamt, at det får hende til at kaste op ud over sig selv, får hende til at føle afsky. De sorte skygger griner, håner hende. Det får hende til at græde, føle sig lille og skyldig, trods det er hende, der har sandheden stående i hånden.

Hendes hænder er nu lænket fast, og hun kan ikke hører, ikke starte eller slutte, hun kan ikke rykke sig, ikke komme fri fra det alt for faste greb. Han forstår det ikke. Han vil bare have hende for sig selv. Hun skriger, spytter ham i hovedet; det tænder ham. Han slår hende, og skruer ned for musikken. Hun græder, og beder ynkeligt, for at få ham til at stoppe, men han nægter. Han slår hende igen, og blodet løber fra det svimle hoved, ned langs den tykke hals og stopper brat ved det alt for tynde kraveben. Hun er udsultet og har ingen energi. Hun drejer hovedet mod ham og hvisker med hendes fløjlsbløde stemme; dræb mig.