Anderledes

I can't stop - Flux Pavilion.

Jeg ved ikke hvorfor, og jeg ved ikke hvordan - løgn. Jeg ved præcis hvorfor, og endnu mere hvordan. Jeg forandrer mig til det dårligere, og kan ikke længere kende mig selv.

Jeg plejede at tænke, at det var ham, der udgjorde forskellen, og det var ham, der gjorde mig glad. Nu er skriften lavet om, og jeg tænker i andre baner. Det piner mig inderligt, og jeg ved ikke længere hvad jeg skal stille op.

Hvis jeg vælger det, jeg mener er det rigtige, vil mange se ned på mit valg, og tænke "endnu en fejl".
På grund af deres mening, deres syn og deres talemåde, vil jeg komme til at fortryde det, og krybe langsomt og smertefuldt tilbage til det gamle, og lade det rådne op.

Folk forstår ikke hvor jeg vil hen med det, men jeg savner det inderligt. Savner følelsen af spænding, der spreder sig i kroppen. Så meget spænding, at det giver mig kvalme - jeg lægger mig ned for at blive rolig igen.
Selv han siger til mig, at det er forkert at gøre, selvom han også har lyst til det. Han siger han har lyst. Han fortæller det tit, men hvorfor er der ingen af os, der giver slip, og lader dem flyve?

Jeg ville dulme mig i smerte, æde piller, drikke vodka. Jeg ville nyde.

Hvis jeg kunne, var jeg langt væk herfra. Jeg var langt, langt væk, et sted hvor ingen dømmer hinanden og et sted, hvor ingen kender mig. Jeg ville være ved hans side, og han, ville være ved min. Jeg ville stoppe tiden, og nyde hvad vi havde, for så snart jeg kom til at åbne mine øjne, ville sandet i mine hænder løbe ud, og jeg ville stå tilbage, helt alene. Jeg ville være alene, uden nogen som helst. Alle ville se ned på mig og tænke "endnu en fejl" og jeg ... ville være alene.

Det første jordbær

"Right now I just want to chill for a while. Take a hiatus from all the craziness, to clean my house, see my family. Just see some movies and pick some strawberries" Citat: Lauren Ambrose.

Bare duften af dem, får min mund til at løbe i vand. Jeg længes inderligt efter smagen af dem, og kan slet ikke vente, til det igen bare er hverdag at spise dem; hver evig eneste eftermiddag i den bagende sol, mens fuglene fleksibelt flyver rundt omkring i haven, og danner en sky af forskellige farver og klang.

Jeg kan hører min sommerlatter boble frem, og jeg kan mærke min lykke, der bliver dannet af den tryghed, der - sammen med solen - holder mig varm om sommeren, fordi jeg ved, at uanset hvor hæslig min dag har været, bliver det ene jordbær dagens helt.

Jeg ved ikke noget bedre end et jordbær. Jeg elsker, at dufte til et jordbær; indhalerer dens alt for lyserøde duft, som trænger forsigtigt og elskværdigt ind i min næse, og bliver pustet som en tyk røg ud af min mund.
Jeg ved ikke noget bedre, end den første bid af et jordbær, efter en omgang med kold vinter og trist regnvejr. Jeg elsker, at lukke mine øjne, og mærke med min tunge, hvordan det ene jordbær kommer ind i min mund, bliver gjort klar og derefter tykket forsigtigt ned i. Jeg elsker at nyde de søde safter, og den syrlige eftersmag, der altid får et smil frem på læben, mens et "mhmm" nærmest bliver stønnet ud, og de resterende rester af den søde jordbær saft, bliver tørret væk fra hagen, før det når at løbe videre ned til halsen. Dette, er et rigtigt jordbær!

Jeg elsker at dyppe jordbær i chokolade. Det er for det første noget af det mest romantiske, og derudover smager det fuldstændig fabelagtigt. For os, som har den helt store søde tand, og bare ikke kan få nok at chokolade, slik og andre lækre sager, er dette lige sagen. Den søde og syrlige smag af et jordbær, og den cremede, søde mælkeagtige smag, som chokolade bringer med sig, giver en helt fantastisk kombination! Jeg kan ganske enkelt ikke få nok.

Jordbær er generelt bare et must. Jordbærkage, jordbærtærte, jordbær syltetøj, jordbær i flødeskum, jordbær på toppen af is, jordbær med mælk, jordbær med fløde, jordbær med sukker, jordbær som i ét enkelt nøgent jordbær, and so on...

Jeg elsker jordbær, og alt hvad det bringer med sig.. hvad kan du bedst lide?

Accept

"To be beautiful means to be yourself. You don't need to be accepted by others. You need to accept yourself" Citat: Thich Nhat Hanh

Det er ikke altid nemt, at acceptere hvem man er, uanset hvor meget man prøver. Der vil altid være mindst én ting, man aldrig kommer til at bryde sig om! Jeg bukker, nejer og svajer for de mennesker, der elsker hver eneste lille kubikcentimeter på deres kroppe - godt gået, mine små.

Hver morgen jeg står op, har jeg mine sædvanelige rytmer og vaner. De forskellige ting tager altid lige lang tid, og hvis én af dem, overskrider tidsgrænsen, er jeg altid bagud, og det ender med, at jeg må løbe halvvejs op til bussen, med alt for løse snørrebånd og en åben taske, hvilket ikke kan anbefales i regnvejr.....

Hver eneste morgen jeg står op, stiller jeg mig på vægten, og hver eneste morgen tænker jeg "nu skal jeg på kur", og alligevel overbeviser jeg mig selv om i løbet af dagen, at jeg er okay. Jeg er fandme okay, jeg må godt spise. Jeg er okay, ligesom alle andre.

Dog, når jeg så kommer hjem, kigger jeg mig selv i spejlet og langsomt lader blikket flade ned på min alt for oppustet mave, og jeg fortryder straks, at jeg har spist i løbet af dagen. Jeg ville ønske, jeg kunne have spolet tiden tilbage, og have ladet maden dumpe ned i skraldespanden i stedet.

Denne rutine foregår personligt for mig hver dag. Hver eneste dag.

Selvkritikkere er ikke det, vi mangler i verden. Som børn er vores forbilleder modeller og skuespillere. De er åleslanke, og vi vil så gerne ligne dem. Vores barbiedukker er tilmed næsten det samme: Store bryster, langt lyst eller brunt hår, lange, tynde ben og en så stram mave og lille talje, at det rent faktisk er blevet bevist via. undersøgelser, at hvis en barbiedukke var et levende menneske, ville hun ikke kunne trække vejret. Ærgeligt, men sandt - desværre.

Jeg har en veninde, som jeg i dette opslag har valgt at kalde for 'Ida', eftersom jeg ikke synes, hendes navn skal stå offentligt.
Ida er sygeligt tynd, og hver eneste gang hun har spist, brokker hun sig, og begynder straks at snakke om, hvor fed hun er, hvor store hofter hun har, hvor tykke hendes lår er and so on. Jeg ryster på hovedet hver eneste gang, hun beklager sig, og dagdrømmer om, hvis det var mig, der havde Idas krop. Jeg bliver virkelig gal, når tynde piger som hende, skal brokke sig på den måde. De skaber sig over ingenting, og det giver ingen mening, at så slanke mennesker, ikke kan have det godt med sig selv - dog ved jeg, at der også tit ligger nogle personlige problemer bag disse.

Vi mennesker burde ikke være bange, men stolte over, at vi lever, at vi er dem, vi er og vigtigst af alt; vi burde elske, hvad og hvem vi er. Der er kun os, og ingen andre, så elsk hvem du er.

Forventninger

"Sometimes I feel vulnerable, sometimes I feel a little fragile" - Delta Goodrem.

For høje forventninger er altid en ulykkes fugl - desværre.

Jeg har som mange andre mennesker, forventninger til næsten alt. Jeg forventer hver morgen, når jeg går til bussen, at det bliver en utrolig lang dag, men forhåbentlig kan mine venner og veninder hjælpe mig i kampen om, at skolens slave arbejde nok skal gå ok!

Jeg forventer, at min hund kommer glad hen til mig, når jeg træder ind af døren, og siger hej til ham. Jeg forventer og jeg forventer derefter mere. En ond cirkel, jeg aldrig kan stoppe.

Hvis jeg skriver en sød sms forventer jeg desværre også, at jeg får en sød besked tilbage, og som hver anden forventning, følger skuffelse gerne med.

Du ved godt, du er solen, der forsigtigt skinner ned på mit kolde ansigt i sneen. Du ved, du er de smukke stjerner på himlen, som jeg altid vil kigge på, før jeg sover. Du ved, hvad du betyder for mig, hvorfor udsætter du mig så for den smerte?

Jeg prøver hårdt at elske, selv når jeg hader aller mest, men hvis kærligheden er gengældt, går smerten med og holder stramt fast i kærlighedens hånd. Det klemmer, og det faktisk rigtig ondt. Jeg har lyst til at slippe smertens hårde greb, men han knuser langsomt mit yderste af mine sarte knogler, mens jeg hjerteknusende skriger højt. Han slipper mig ikke.

Jeg har forventninger - tydeligvis for mange...

Sølvmedaljen

Mine ben bevæger sig, uden jeg egentlig ved, hvad jeg laver. Mine arme følger på en eller anden måde med, og jeg lukker øjnene, og nyder dette øjeblik. Alkoholen i mit blod pumper sig rundt, og jeg drejer hurtigt rundt. Jeg tager et skridt tilbage, og det andet ben frem, hopper og skrifter position. Det er svært, og umuligt for andre at følge med. Det er mit tempo, min musik, mine dansetrin.

Jeg har altid sagt, at når mine børn kan gå, skal de begynde at danse. De skal føle musikken i deres kroppe, som jeg, deres mor, føler det. De skal lytte til de smukke takter og følge dem, med deres fødder, hofter, overkroppe, arme, hoveder og hjerter. Jeg vil have dem til at mærke bassen, trommerne, alle de surrealistiske lyde, der kommet fra en alt fed computer, alle mennesker inderligt gerne ville eje!

Det er skønt, at kunne mærke musikken flyde ud gennem min krop. Det ser ikke altid ud som noget, jeg burde gøre, og nogle gange ligner jeg en fordrukken mongol i en kørestol, men gør det noget, så længe jeg ved, jeg fyrer den maks af?

Jeg ved de blinde øjne stirrer blankt på mig, med et tomt og intet sigende blik. De er lige glade med mig og mine følelser, med mindre jeg viser dem fuldendt i min dans.
De slår på mine arme, sparker til mine ben, ryster mit hoved og stopper mit hjerte, men rytmerne trækker mig hurtigt op igen. De får mine ben til at sparke dem, får mine arme til at slå, mit hoved til at stå stille og får mit hjerte til at hamre som en alt for høj tromme, ud i hele rummet. De får mig til at flyve. Flyve på adrenalinen, den høje musik giver mig, og det gør mig så høj, at jeg ved, det er det hele værd.

Musikken stopper brat, og puplikum klapper af mig. Jeg ved, jeg gjorde noget forkert, men jeg bukker stolt, og går med rejst pande fra scenen, i mine alt for store bukser og min druknende trøje. Jeg sveder som en hest, der lige har været ude og trave, eller som to elskende, der lige har dyrket sex i timevis.

Tillykke, siger han, og rækker mig medaljen, mens jeg kommer gående hen mod ham, med truende øjne og et smil på læben. Jeg er langt fra tilfreds, men det var, hvad denne dag kunne byde på.

Kom hjem

"They say when you are missing someone that they are probably feeling the same, but I don't think it's possible for you to miss me as much as I'm missing you right now" citat: Edna St. Vincent Millay.

Kun fordi det hele føles så uvirkeligt, forvirrer det mig endnu mere, end det teknisk set burde.

Du forvirrer mig.

Det ville ikke overraske mig, hvis jeg kunne skrige dit navn, uden du ville vende dit smukke ansigt, og kigge på mig, mens jeg tilbad dig, græd over dig, snakkede til dig eller bare hviskede hvor højt jeg elsker dig.

Hvis jeg kunne tage din opmærksomhed i hånden, ville jeg langsomt og tungt vandre på det våde sand og lytte til vandet, som sammen med mine tårer, ville fortælle hvordan jeg har det lige nu.

Jeg går ikke et skridt uden dig - hvilket gør mig til efterfølgeren, og ikke det skønne vedhæng ved din side. Jeg ville være hjertet omkring din hals på snoren, jeg ville være diamanten på din ring, din maling på dine vægge og dine krykker, til når du faldt, men du tillader det ikke - jeg tillader det ikke.

Du forvirrer mig.

Jeg græder, jeg skriger og jeg sover uroligt, kun på grund af dig, og ingen anden. Jeg bliver et eller andet sted fuldstændig tosset på mig selv over, at jeg stadig ses med dig, når du er sådan som du nu engang er blevet.

Jeg ved, at langt nok inde, kan jeg finde dit lille hjerte, og grave dybt og hårdt ind i det, og derefter gennemsøge det - finde dine virkelige følelser i stedet for løgnene du fyrer af, finde dine virkelige handlinger, dine sande ord og finde ud af, hvem din kærlighed egentlig går til. Jeg ved ikke længere, om jeg burde tro på dig.

Du forvirrer mig.

Du flår mit tøj af, og tager alt for hårdt på mig, i den iskolde seng, og jeg har intet at sige, kan intet gøre. Jeg slukker forsigtigt, men hurtigt, lyset, for at være sikker på, du ikke ser mine tårer - du ville sikkert alligevel være lige glad.

Når du er blevet færdig, med hvad du følte for, vender jeg mig blot om på siden, og lader tårerne dryppe langsomt og lydløst ned på puden.

Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage dig med hjem.

Hjem, til hvor vi to høre til. Hvor ingen ville forvirrer dig, så jeg skulle lide under de smerter, det nu engang vil komme til at bringe mig. Hjem, til hvor vores kærlighed ville vokse, som den plejede at gøre.

Jeg er på vej hjem, og jeg beder til, at du en dag står ude foran min dør. Jeg venter på dig...

Min kærlighed

"You know you're in love when you can't fall asleep because reality is finally better than your dreams." Citat: Dr. Seuss.

Ak ja, den kærlighed. Vi drømmer alle om den, og tænk engang; prinsessen har faktisk en prins.

Jeg drømmer om blå øjne, der kigger på mig, mens jeg sover. Jeg drømmer om et skævt smil, der ikke kan andet, end at gøre mig glad. Jeg drømmer om en latter, der ikke er til at stå for, om en stemme, der fortæller og et hjerte, der lytter.

Jeg drømmer om kram, der får mine tynde og skrøbelige knogler til at stivne, om saftige kys og hed sex, der fører os sammen, og gør os til en og samme person, mens vores sveddråber og stønnen fletter sig sammen, og bliver til kærlighed.

At få en rose, der er mere rød end mit blod, og smukkere end en eventyrslignende prinsesse med langt lyst hår og lange, slanke ben - det er guld værd. Det redder hele dagen, og gør mig spændt og nervøs på samme tid. Den lille, alt for vidunderlige skabning, med verdens smukkeste hoved, lukker sikkert sine øjne og tænker tilbage på dens hjem, men jeg tilfredsstiller min næse ved at dufte til den, og smile over hele hovedet, af ren og skær lykke.

Jeg har igennem mit liv, efterhånden tit hørt sætningen: "Jeg er, den jeg er, og det kan ingen lave om på". Jeg er ganske uenig og ryster på hovedet, hver gang jeg hører sætningen - det er for mig bare et tydeligt tegn på, man ikke har været rigtigt forelsket. Hvis man er forelsket i en person, elsker man lige pludselig de samme film, ryger pludselig de samme cigaretter og lytter til samme musik - helt uden videre. Det er da et tegn på, man er ved at ændre sig, fordi kærligheden gør én skør, og sådan er det bare. Kærlighed er ikke til at kontrollere og ikke til at bebrejde. Kærlighed, er din og min kærlighed.

Han får mig til at smile, får mig til at græde og til at kaste ting ind i væggen. Han får mig til at grine, så mine tårer løber ned af min lyse hud, og får min krop til at ryste af gåsehud, på grund af hans skønhed. Han får mig til at savne, trods han ligger ved siden af mig, og får mig til at bide mig selv i læberne, for ikke at skrige hans navn. Jeg lytter endnu mere, når han fortæller - uanset hvad vores valgte emne er blevet til, og jeg fortæller mere, når han er i nærheden.

Jeg åbner mit hjerte langsomt, og døren knirker lige så fint, som i det gamle hus, for enden af vejen. Der mangler kun en sprække, før den er helt åben, og klar til at gå helt ind i. Dog er jeg altid på vagt, men lader tvivlen komme mig til gode.

Døren er altid åben - men kun for dig, min elskede.