Min kærlighed

"You know you're in love when you can't fall asleep because reality is finally better than your dreams." Citat: Dr. Seuss.

Ak ja, den kærlighed. Vi drømmer alle om den, og tænk engang; prinsessen har faktisk en prins.

Jeg drømmer om blå øjne, der kigger på mig, mens jeg sover. Jeg drømmer om et skævt smil, der ikke kan andet, end at gøre mig glad. Jeg drømmer om en latter, der ikke er til at stå for, om en stemme, der fortæller og et hjerte, der lytter.

Jeg drømmer om kram, der får mine tynde og skrøbelige knogler til at stivne, om saftige kys og hed sex, der fører os sammen, og gør os til en og samme person, mens vores sveddråber og stønnen fletter sig sammen, og bliver til kærlighed.

At få en rose, der er mere rød end mit blod, og smukkere end en eventyrslignende prinsesse med langt lyst hår og lange, slanke ben - det er guld værd. Det redder hele dagen, og gør mig spændt og nervøs på samme tid. Den lille, alt for vidunderlige skabning, med verdens smukkeste hoved, lukker sikkert sine øjne og tænker tilbage på dens hjem, men jeg tilfredsstiller min næse ved at dufte til den, og smile over hele hovedet, af ren og skær lykke.

Jeg har igennem mit liv, efterhånden tit hørt sætningen: "Jeg er, den jeg er, og det kan ingen lave om på". Jeg er ganske uenig og ryster på hovedet, hver gang jeg hører sætningen - det er for mig bare et tydeligt tegn på, man ikke har været rigtigt forelsket. Hvis man er forelsket i en person, elsker man lige pludselig de samme film, ryger pludselig de samme cigaretter og lytter til samme musik - helt uden videre. Det er da et tegn på, man er ved at ændre sig, fordi kærligheden gør én skør, og sådan er det bare. Kærlighed er ikke til at kontrollere og ikke til at bebrejde. Kærlighed, er din og min kærlighed.

Han får mig til at smile, får mig til at græde og til at kaste ting ind i væggen. Han får mig til at grine, så mine tårer løber ned af min lyse hud, og får min krop til at ryste af gåsehud, på grund af hans skønhed. Han får mig til at savne, trods han ligger ved siden af mig, og får mig til at bide mig selv i læberne, for ikke at skrige hans navn. Jeg lytter endnu mere, når han fortæller - uanset hvad vores valgte emne er blevet til, og jeg fortæller mere, når han er i nærheden.

Jeg åbner mit hjerte langsomt, og døren knirker lige så fint, som i det gamle hus, for enden af vejen. Der mangler kun en sprække, før den er helt åben, og klar til at gå helt ind i. Dog er jeg altid på vagt, men lader tvivlen komme mig til gode.

Døren er altid åben - men kun for dig, min elskede.

Jalousi ødelægger alt

Dette citat er fra Prædikerens Bog 1,1 :

"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endelig tomhed, alt er tomhed"

Hvis alt er tomhed, er dette så virkeligheden? Er jeg overhovedet virkelig?

I mange, mange år har jeg tænkt på, hvor vi en dag skal ende. Skal jeg ende som en lykkelig gammel kone, der dør af alderdom, med mine elskede børn og børnebørn ved min side, eller skal jeg dø alene i en kælder, mens jeg drikker den sidste, alt for varme tår, der er tilbage i det ulækre glas?

Jeg har en uheldbredelig trang til at lade alting flyde ud, som det er. Det er ikke en leg, at skulle være hemmelighedsfuld, og hele tiden kigge sig selv over skulderen, for at være sikker på, at folk ikke lytter, til éns alt for høje tanker.

Jeg har lyst til at plukke den blege hud af, vise mine inderste knogler frem og vandre hvileløst rundt med min sjæl i hånden. Jeg ville med stolthed og oprejst pande vise alle mine ar og ridser frem, i stedet for at skjule dem bag en alt for ynkelig facade.

*

Det undre mig, du skinner sådan. Du er sikkert en hemmelig drømmer, der ikke ved, hvad du skal gøre. Alligevel er du mere lys end solen selv, og smukkere end stjerne på himlen. Jeg er jaloux. Jeg ville inderligt ønske, jeg kunne rive dit hjerte ud, og sætte mit eget ind, så jeg kunne få din krop, og med glæde efterlade de ynkelige rester af min gamle, til dig, hvis du ikke døde undervejs.

Jeg ville med glæde bære rundt på dine byrder, hvis du overlod alle de andre godter til mig, som du har fanget på din rejse mod skønheden. Dine øjne, der har fundet visdom, din mave, der har fået synet af at være stram, og dine ih så smukke, lange, tynde ben, med det gyldne udseende.

*

Og endelig, ville jeg kunne bevise, jeg er den rette for lige præcis dig. Jeg ved, du ikke længere ville tvivle, med den skønhed, der nu drysser efter mig, som fe-støv fra min englevinger.

Du ville elske mig rigtigt nu. Du ville se rigtigt på mig nu, og kysse mig med så meget kærlighed, at du ville suge livet ud af mine læber, og give mig kvalme så snart du stoppede - kun fordi jeg ønskede at få mere.

Du ville rejse mig, hvis jeg faldt, og tage mine tunge skuldre og bytte ud med dine egne.

*

Jeg hader, jeg ikke kan slå dig ihjel. Jeg hader, du kom hertil. Jeg hader dig, hader dit udseende, som jeg så meget brænder efter selv at få, hader dit sprog, der lyder så smukt, når dine toner udbryder fra din alt for smukke mund. Jeg fucking hader dig.