Kun fordi det hele føles så uvirkeligt, forvirrer det mig endnu mere, end det teknisk set burde.
Du forvirrer mig.
Det ville ikke overraske mig, hvis jeg kunne skrige dit navn, uden du ville vende dit smukke ansigt, og kigge på mig, mens jeg tilbad dig, græd over dig, snakkede til dig eller bare hviskede hvor højt jeg elsker dig.
Hvis jeg kunne tage din opmærksomhed i hånden, ville jeg langsomt og tungt vandre på det våde sand og lytte til vandet, som sammen med mine tårer, ville fortælle hvordan jeg har det lige nu.
Jeg går ikke et skridt uden dig - hvilket gør mig til efterfølgeren, og ikke det skønne vedhæng ved din side. Jeg ville være hjertet omkring din hals på snoren, jeg ville være diamanten på din ring, din maling på dine vægge og dine krykker, til når du faldt, men du tillader det ikke - jeg tillader det ikke.
Du forvirrer mig.
Jeg græder, jeg skriger og jeg sover uroligt, kun på grund af dig, og ingen anden. Jeg bliver et eller andet sted fuldstændig tosset på mig selv over, at jeg stadig ses med dig, når du er sådan som du nu engang er blevet.
Jeg ved, at langt nok inde, kan jeg finde dit lille hjerte, og grave dybt og hårdt ind i det, og derefter gennemsøge det - finde dine virkelige følelser i stedet for løgnene du fyrer af, finde dine virkelige handlinger, dine sande ord og finde ud af, hvem din kærlighed egentlig går til. Jeg ved ikke længere, om jeg burde tro på dig.
Du forvirrer mig.
Du flår mit tøj af, og tager alt for hårdt på mig, i den iskolde seng, og jeg har intet at sige, kan intet gøre. Jeg slukker forsigtigt, men hurtigt, lyset, for at være sikker på, du ikke ser mine tårer - du ville sikkert alligevel være lige glad.
Når du er blevet færdig, med hvad du følte for, vender jeg mig blot om på siden, og lader tårerne dryppe langsomt og lydløst ned på puden.
Jeg ville ønske, jeg bare kunne tage dig med hjem.
Hjem, til hvor vi to høre til. Hvor ingen ville forvirrer dig, så jeg skulle lide under de smerter, det nu engang vil komme til at bringe mig. Hjem, til hvor vores kærlighed ville vokse, som den plejede at gøre.
Jeg er på vej hjem, og jeg beder til, at du en dag står ude foran min dør. Jeg venter på dig...
