Livets spil

Forelskelse, en fantastisk, men smertefuld følelse.

Som ny-forelsket, kan man slet ikke få nok af søde sms'er, lange samtaler i mobilen og en følelse af, man bare vil være sammen med den ene person konstant!

Jeg personligt, ved intet bedre, og jeg ærger mig i lange stimer over, at den følelse ikke er udødelig. Vores sommerfugle i maven, er ligesom sne, regn og menneskeliv: Det er kommet, for at forsvinde igen, desværre, ikke for at blive.

Som forelsket kan man grine og græde samtidigt. Man kan savne personen så inderligt meget, selvom man lige har sendt dem med toget/bussen/you name it. Det er for mig bare et tegn på, at det er noget, man burde holde fast i, eller nyde det, så længe det varer.

Jeg er desværre den besværlige type, der nemt keder sig i et forhold. Lige så snart det er seriøst, og alt ikke længere er et spil, hvor man virkelig skal holde sine kort på hånden, og ikke smide dem ud i vandet, hvor de dér kan ligge og flyde rundt.

Jeg fik engang et spørgsmål, der lyder: "Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad skulle det så være?" og i starten tænkte jeg (som enhver pige nok ville tænke) på min krop, og hvor meget, jeg gerne ville have ændret stort set alt. "Jeg ville have en stram mave. Ej, jeg ville have en mindre røv.. Ej vent, jeg ville have tyndere lår.." - og da jeg blev færdig med at diskutere med mig selv om, hvad der var slemmest, og jeg fik svaret på spørgsmålet, gik det bagefter op for mig, hvor åndssvagt det svar var.. Hvis jeg virkelig kunne ændre noget ved mig selv, så ville jeg fjerne lysten til hele tiden at skulle undeholdes, og have livet til at være et spil, og ikke et liv som sådan.

Lige så snart noget er normalt, som et forhold f.eks., så føler jeg mig tryg i starten, men med tiden, bliver de søde sms'er trælse, de lange samtaler tavse og vores kys lige gyldige. Jeg kan blive irriteret over, at vågne til en kærligheds erklæring, fordi det nu bare er blevet "hverdag". Specielt fordi, der ofte ikke længere er noget at kæmpe for, når man er blevet officielt kærester. Jeg synes det er trist og sølle, at mennesker - inklusiv mig selv - skal opfører sig så barnligt og grimt - og det aller værste ved det hele er, at vi faktisk sårer vores omgivelser. Det gør ikke kun ondt på vores nuværende eks-kærester, men også på familierne vi har, som vi (måske) er blevet knyttet til, men også vores nye bekendte, og måske vores nye venner.

Livet er ikke et spil, men folk som mig, kan ikke acceptere det, og gør alt for, at alt skal være nyt og spændende hele tiden.

Som ny-forelsket, er livet hårdt, spændende og sjovt - hold fast i det, mens du har det; husk, dine sommerfugle også skal dø en dag.

Følelser

Jeg hørte engang udtrykket: "love you like i've never been hurt before" og det fik mig virkelig til at gruble over, om man egentlig kunne føle sådan i virkeligheden, eller om det bare var det typiske amerikanske "eventyrliv", de lever derovre.

I løbet af ens liv, vil man uden tvivl komme til at møde mennesker, der vil gøre én glad, og mennesker, der knuser éns hjerte, får en til at græde og føle smerte, og får en til at grine, uden der egentlig er noget, at grine af.

Følelser er ligesom et puslespil med 5000 brikker - man ved aldrig rigtig hvilken brik man skal spille med først, og hvis man kommer til at skubbe til brikkerne, går det hele måske i stykker, og det tager tid, før man gider starte forfra, fordi man ved, det kan gå galt igen.

Folk siger altid: "jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage", og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville det, hvis jeg kunne. Selvfølgelig er der ting her i livet, man fortryder, og man inderligt gerne ville lave om - og dog! Hvis man virkelig kunne lave det om, så havde man aldrig oplevet det, man oplever nu. Man lærer aldrig at sørge og hele sig selv, hvis man ikke fejler, og oplever traumatiske sager. Man lærer ikke, hvordan man tackler døden, og dens følger, og hvis man bare bliver ved med at spole tiden tilbage, bliver livet så ikke bare kedeligt og ensformet? Man vil blive en levende død, og derved aldrig rigtigt komme til at opleve noget, for lige så snart, der sker noget slemt, vil man spole tiden tilbage, gøre det om, og rende rundt i en endeløs cirkel.

Hvis jeg kunne elske et menneske, og ikke være bange for at sørge og miste, så ville jeg i sandhed elske, som hvis jeg aldrig var blevet såret før. Jeg tror desværre ikke på de der kærligheds historier, før det er bevist, men jeg håber inderligt, der en dag kommer en pige hen til mig og siger, at hun er begyndt at elske fuldt ud igen.

Man siger, man har "en bedre halvdel", et eller andet sted i verden.... -Jeg venter spændt på min.

Forvirring

Hun ved, han vil det samme som hende, men de andre forhindre det, og lader hende stå i den kolde regn, som hårdt banker mod hendes alt for lyse, smukke hud. Lyset fra lygtepælen stråler ned på hende, og hendes fordrukne blik giver en evig stirren af de folk, der koldt går forbi hende. De ryster på hovedet, og kigger ned af hendes ulækre tøj, der drypper voldsomt. De dømmer hendes lyse ansigt, hendes sorte hår og hendes brune øjne. Hun vil ikke stoppe med at elske ham, trods det, de andre siger.

Hun skruer højere op, lader tiden blive kvalt af musikkens klang, som er fyldt med skrig og hårde ord. De tror ikke på, hvad hun siger, trods hun er sandheden selv. De lader hende stå og ryste, og hun begynder langsomt og smertefuldt at bevæge armene op mod ansigtet, for at vaske smerten væk, som følges så smukt og trit med den klamme make up og det halv størknede blod på hendes læbe. Regnen tvinger hendes tænder til at larme, højere op for musikken.

Klokken slår, og lygtenpælens lys blinker, kæmper, for at blive ved med at stråle ned på hende, men det er for sent. Livet er blevet mast, som hårde stød, ud af den, og har ingen intentioner om at vende tilbage, før natten igen venter med det lumske smil og den ondskabsfulde latter.

Bassen pumper i hendes blod, og får læben til hæve endnu mere. Hun slikker blodet af, smager jernen, synker og vender sig hurtigt. Hun tåler ikke smagen af hans uimodståelige sødme, som smager så surt og klamt, at det får hende til at kaste op ud over sig selv, får hende til at føle afsky. De sorte skygger griner, håner hende. Det får hende til at græde, føle sig lille og skyldig, trods det er hende, der har sandheden stående i hånden.

Hendes hænder er nu lænket fast, og hun kan ikke hører, ikke starte eller slutte, hun kan ikke rykke sig, ikke komme fri fra det alt for faste greb. Han forstår det ikke. Han vil bare have hende for sig selv. Hun skriger, spytter ham i hovedet; det tænder ham. Han slår hende, og skruer ned for musikken. Hun græder, og beder ynkeligt, for at få ham til at stoppe, men han nægter. Han slår hende igen, og blodet løber fra det svimle hoved, ned langs den tykke hals og stopper brat ved det alt for tynde kraveben. Hun er udsultet og har ingen energi. Hun drejer hovedet mod ham og hvisker med hendes fløjlsbløde stemme; dræb mig.