Som ny-forelsket, kan man slet ikke få nok af søde sms'er, lange samtaler i mobilen og en følelse af, man bare vil være sammen med den ene person konstant!
Jeg personligt, ved intet bedre, og jeg ærger mig i lange stimer over, at den følelse ikke er udødelig. Vores sommerfugle i maven, er ligesom sne, regn og menneskeliv: Det er kommet, for at forsvinde igen, desværre, ikke for at blive.
Som forelsket kan man grine og græde samtidigt. Man kan savne personen så inderligt meget, selvom man lige har sendt dem med toget/bussen/you name it. Det er for mig bare et tegn på, at det er noget, man burde holde fast i, eller nyde det, så længe det varer.
Jeg er desværre den besværlige type, der nemt keder sig i et forhold. Lige så snart det er seriøst, og alt ikke længere er et spil, hvor man virkelig skal holde sine kort på hånden, og ikke smide dem ud i vandet, hvor de dér kan ligge og flyde rundt.
Jeg fik engang et spørgsmål, der lyder: "Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad skulle det så være?" og i starten tænkte jeg (som enhver pige nok ville tænke) på min krop, og hvor meget, jeg gerne ville have ændret stort set alt. "Jeg ville have en stram mave. Ej, jeg ville have en mindre røv.. Ej vent, jeg ville have tyndere lår.." - og da jeg blev færdig med at diskutere med mig selv om, hvad der var slemmest, og jeg fik svaret på spørgsmålet, gik det bagefter op for mig, hvor åndssvagt det svar var.. Hvis jeg virkelig kunne ændre noget ved mig selv, så ville jeg fjerne lysten til hele tiden at skulle undeholdes, og have livet til at være et spil, og ikke et liv som sådan.
Lige så snart noget er normalt, som et forhold f.eks., så føler jeg mig tryg i starten, men med tiden, bliver de søde sms'er trælse, de lange samtaler tavse og vores kys lige gyldige. Jeg kan blive irriteret over, at vågne til en kærligheds erklæring, fordi det nu bare er blevet "hverdag". Specielt fordi, der ofte ikke længere er noget at kæmpe for, når man er blevet officielt kærester. Jeg synes det er trist og sølle, at mennesker - inklusiv mig selv - skal opfører sig så barnligt og grimt - og det aller værste ved det hele er, at vi faktisk sårer vores omgivelser. Det gør ikke kun ondt på vores nuværende eks-kærester, men også på familierne vi har, som vi (måske) er blevet knyttet til, men også vores nye bekendte, og måske vores nye venner.
Livet er ikke et spil, men folk som mig, kan ikke acceptere det, og gør alt for, at alt skal være nyt og spændende hele tiden.
Som ny-forelsket, er livet hårdt, spændende og sjovt - hold fast i det, mens du har det; husk, dine sommerfugle også skal dø en dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar