Følelser

Jeg hørte engang udtrykket: "love you like i've never been hurt before" og det fik mig virkelig til at gruble over, om man egentlig kunne føle sådan i virkeligheden, eller om det bare var det typiske amerikanske "eventyrliv", de lever derovre.

I løbet af ens liv, vil man uden tvivl komme til at møde mennesker, der vil gøre én glad, og mennesker, der knuser éns hjerte, får en til at græde og føle smerte, og får en til at grine, uden der egentlig er noget, at grine af.

Følelser er ligesom et puslespil med 5000 brikker - man ved aldrig rigtig hvilken brik man skal spille med først, og hvis man kommer til at skubbe til brikkerne, går det hele måske i stykker, og det tager tid, før man gider starte forfra, fordi man ved, det kan gå galt igen.

Folk siger altid: "jeg ville ønske, jeg kunne spole tiden tilbage", og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg ville det, hvis jeg kunne. Selvfølgelig er der ting her i livet, man fortryder, og man inderligt gerne ville lave om - og dog! Hvis man virkelig kunne lave det om, så havde man aldrig oplevet det, man oplever nu. Man lærer aldrig at sørge og hele sig selv, hvis man ikke fejler, og oplever traumatiske sager. Man lærer ikke, hvordan man tackler døden, og dens følger, og hvis man bare bliver ved med at spole tiden tilbage, bliver livet så ikke bare kedeligt og ensformet? Man vil blive en levende død, og derved aldrig rigtigt komme til at opleve noget, for lige så snart, der sker noget slemt, vil man spole tiden tilbage, gøre det om, og rende rundt i en endeløs cirkel.

Hvis jeg kunne elske et menneske, og ikke være bange for at sørge og miste, så ville jeg i sandhed elske, som hvis jeg aldrig var blevet såret før. Jeg tror desværre ikke på de der kærligheds historier, før det er bevist, men jeg håber inderligt, der en dag kommer en pige hen til mig og siger, at hun er begyndt at elske fuldt ud igen.

Man siger, man har "en bedre halvdel", et eller andet sted i verden.... -Jeg venter spændt på min.