Forvirring

Hun ved, han vil det samme som hende, men de andre forhindre det, og lader hende stå i den kolde regn, som hårdt banker mod hendes alt for lyse, smukke hud. Lyset fra lygtepælen stråler ned på hende, og hendes fordrukne blik giver en evig stirren af de folk, der koldt går forbi hende. De ryster på hovedet, og kigger ned af hendes ulækre tøj, der drypper voldsomt. De dømmer hendes lyse ansigt, hendes sorte hår og hendes brune øjne. Hun vil ikke stoppe med at elske ham, trods det, de andre siger.

Hun skruer højere op, lader tiden blive kvalt af musikkens klang, som er fyldt med skrig og hårde ord. De tror ikke på, hvad hun siger, trods hun er sandheden selv. De lader hende stå og ryste, og hun begynder langsomt og smertefuldt at bevæge armene op mod ansigtet, for at vaske smerten væk, som følges så smukt og trit med den klamme make up og det halv størknede blod på hendes læbe. Regnen tvinger hendes tænder til at larme, højere op for musikken.

Klokken slår, og lygtenpælens lys blinker, kæmper, for at blive ved med at stråle ned på hende, men det er for sent. Livet er blevet mast, som hårde stød, ud af den, og har ingen intentioner om at vende tilbage, før natten igen venter med det lumske smil og den ondskabsfulde latter.

Bassen pumper i hendes blod, og får læben til hæve endnu mere. Hun slikker blodet af, smager jernen, synker og vender sig hurtigt. Hun tåler ikke smagen af hans uimodståelige sødme, som smager så surt og klamt, at det får hende til at kaste op ud over sig selv, får hende til at føle afsky. De sorte skygger griner, håner hende. Det får hende til at græde, føle sig lille og skyldig, trods det er hende, der har sandheden stående i hånden.

Hendes hænder er nu lænket fast, og hun kan ikke hører, ikke starte eller slutte, hun kan ikke rykke sig, ikke komme fri fra det alt for faste greb. Han forstår det ikke. Han vil bare have hende for sig selv. Hun skriger, spytter ham i hovedet; det tænder ham. Han slår hende, og skruer ned for musikken. Hun græder, og beder ynkeligt, for at få ham til at stoppe, men han nægter. Han slår hende igen, og blodet løber fra det svimle hoved, ned langs den tykke hals og stopper brat ved det alt for tynde kraveben. Hun er udsultet og har ingen energi. Hun drejer hovedet mod ham og hvisker med hendes fløjlsbløde stemme; dræb mig.